Acers Aspire One med 3-abonnement
Når Acer i morgen sender Aspire One mininote-book’en på gaden i Danmark, er der en god handel at hente.
Som udgangspunkt koster Linux-modellen 2.299 og Windows-modellen 2.799 kroner. Men hvis man køber en pakkeløsning, kommer købsprisen for en Windows-udgave helt ned på 1.699 kroner. Det indebærer, at man også køber mobilt bredbånd hos 3 i seks måneder med maks-hastighed på 7,2 Mbit/s, hvilket betyder yderligere 299 kroner om måneden i den periode.
Hvis man alligevel har tænkt sig at anskaffe et mobilt bredbånd vil Acers Eee-dræber være langt billigere end de tilsvarende mini-notebooks fra MSI og Asus.
Men konkurrenten Eee kan faktisk også købes med en klækkelig rabat. Hos El-Giganten kan Asus Eee hentes hjem for 2.000 kroner, hvis man binder sig til mobilt bredbånd hos TDC i seks måneder.
Subsidiering
Der har længe været tale om at overføre begrebet subsidiering fra mobilindustrien til markedet fra pc’er. Det vil sige, at teleselskaberne giver tilskud til mobiltelefonen, hvis man til gengæld binder sig til en bestemt operatør.
Men det lader ikke til, at det koncept i stor stil er på vej til bærbare.
I de to nævnte tilfælde er det nemlig ikke tale om direkte subsidiering fra teleselskaberne. Hovedparten af rabatten kommer fra Fona og El-Giganten. Teleselskaberne bidrager hovedsagligt med rabat på usb-dongle. I TDC og El-Gigantens samarbejde indgår El-Gigantens salgsprovision fra TDC som en del af rabatten.
Teleselskabet 3 siger til ComON, at man ikke i den nærmeste fremtid vil gå ind i helhjertet subsidiering på markedet fra bærbare.
Acers første
Aspire One er Acers første bud på en mini-notebook. De fysiske rammer er 24 x 17 cm, og Linux-versionen har en kampvægt på under et kilo.
Blandt de andre specifikationer kan nævnes 802.11b/g WiFi, Intel N270 Atom processor og indbygget webcam. Linux-versionen har kun 512 MB RAM og 8 GB NAND Flashmodul. Derimod har Windows XP-versionen 1024 MB RAM og 120 GB harddisk. Batteritiden angives til tre timer, men der er mulighed for at tilkøbe ekstra 6 cell batteri, hvilket kan klemme batteritiden op på seks timer.
Skærmen har 8,9- tommer og en opløsning på 1024 x 600 pixels. Desuden er der kortlæser til fem forskellige hukommelseskort.
Fona opfordrer interesserede til at forudbestille Aspire One på firmaets hjemmeside på grund af stor efterspørgsel.