Activité – armbåndsur med indbygget skridttæller
Rustfrit stål til coveret og safirglas, der dækker skærmen samt læderarmbånd. Ingen af de egenskaber plejer normalt at forbindes med en aktivitetsmåler, du bærer om armen, men Withings’ nye Activité er ikke som alle andre.
I stedet for at ligne noget, du eventuelt kunne slippe af sted med på løbebanen, har Withings helt enkelt taget et klassisk ur og lagt en skridttæller ind i det.
Activité kan de grundlæggende ting som at tælle skridt, kalorier og søvn, men for at beholde udseendet skipper de pulsmåleren, de har haft i Withings Pulse og Pulse O2 (og med tanke på hvor dårligt den fungerede, er der nok ikke nogen, der savner den).
Uret kommer også med at læderarmbånd og et plastikbånd til sportsbrug (ja, det er vandtæt), hvor det også skal kunne måle svømning.
Det rigtigt flotte ved uret er, at den anden viser på urskiven faktisk er der for at vise, hvor mange skridt du har gået, hvilket gør den til (efter hvad vi ved) den første analoge måler til den slags.
Uret har også indbygget vibrationsfunktion til den alarm, der indstilles i appen, der er den samme som til Withings øvrige produkter.
Withings Activité kommer i sølv og sort til efteråret, og udover at de ikke har fortalt os om batteritiden eller opladningsmuligheder, ser det rigtigt lovende ud. Smager det, så koster det dog; uret lander på 390 dollar, når det kommer, hvilket er godt 2300 kroner.