Adobe: 250 millioner mobiler med Flash

På trods af Apples klare afvisning af Flash på deres populære iPhone, så mener Adobe stadig, at Flash vil blive en fast del af en kvart milliard smartphones inden for få år.

Adobe: 250 millioner mobiler med Flash

Flash på mobiler har i længere tid været et omdiskuteret emne. Adobe, der står bag Flash, har længe haft problemer med at få det til at virke rigtig godt på mobiler, og Apples klare afvisning af Flash har da heller ikke hjulpet dem. Ikke desto mindre er meget af internettet, især online videoer, baseret på Flash, og en lovende fuld version af Flash skulle komme til Googles mobile styresystem Android senere i år.

En kvart milliard mobiler med Flash

Adobe er således stadig overbevist om, at den stadig kraftigere hardware i moderne smartphones vil bane vejen for Flash i fremtidens mobiler. De forudser således, at der i slutningen af 2012 vil være 250 millioner smartphones med understøttelse af Flash. Og ud af de 300 millioner smartphones, der foventes at blive solgt i 2012, tror Adobe, at Flash vil være at finde på 53 procent af dem.

Adobe er dog ikke sikker på, om Apples iPhone og iPad vil få Flash-understøttelse i fremtiden, men de satser dog kraftigt på de fleste andre mobile platforme:

– Du vil ikke bare se Flash på Android. Forbrugerne vil se enheder fra Palm, Research In Motion Ltd.’s BlackBerry, Nokias Symbian og Microsoft Windows Phone 7 understøtte den fulde version af Flash, udtaler Anup Murarka, director of technology strategy hos Adobe.

Kilde: Reuters