Adobe får endnu hårdere konkurrence
Striden mellem Adobe og Apple omkring Flash-teknologi i Apples mobile produkter er langt fra overstået, og nu vil Vimeo, en stor aktør på videofronten, ligesom YouTube tilbyde sin distribution af videoer gennem HTML5-teknologier. Det betyder, at man vil kunne se videoindholdet på bl.a. iPad og iPhones.
Videoerne vil også kunne ses på Android-telefoner med version 2.0 eller nyere af systemet. Google har allerede et samarbejde med Adobe om at understøtte Flash på Android, og understøttelsen af HTML5 gør, at man vil kunne få en bedre oplevelse på nettet.
De fleste webbrowsere til Linux, Mac OS X og Windows er enten på vej eller har allerede HTML5-understøttelse. Derfor bliver det interessant at se, hvor lang tid der går, før de nye teknologier bliver standard i mobiltelefoner. Det kan blive et problem for Adobe, som tidligere ikke havde andre konkurrenter end Microsofts Silverlight.