Ægte dobbelt front og to simkort fra WND

WND Telecom er ikke lige et navn man støder på hver dag, selvom de har nogle sjove mobiler med meget anderledes design og løsninger.

Ægte dobbelt front og to simkort fra WND

Koreanske WND blev etableret af fire unge mennesker, med forskellig baggrund, dog primært fra it og televerdenen.

Deres mobiler er markant anderledes fra det man kender, og der er bestemt nogle interessante løsninger og ideer i modellerne.

WND Wind Duo 2000 er en tosidet mobil. Vi kender fra branchen udtrykket "mobilen har to fronte". I dette tilfælde er det dog mere rigtigt end nogensinde før.

Duo 2000 har nemlig to af alting: to simkort, to tastaturer, to skærme. Det er simpelthen to telefoner smeltet sammen i en.

Den eneste reelle forskel er farven. Den ene side er sort, mens den anden er sølvfarvet. Ideen er at man for eksempel kan stikke sit arbejds-simkort i den sorte del, og sit private simkort i den sølvfarvede.

Nu kunne man så tro, at mobilen ville være gigantisk tyk og stor for at kunne rumme dette, men det er den ikke. Den er faktisk kun 17mm tyk og vejer sølle 100gram.

WND Duo Atom er en anden interessant model. Også denne har to simkort. Men her foregår det hele på forsiden af mobile. Bagsiden har nemlig et 3 megapixel kamera med autofokus.

Forsiden er på midten delt af en rulletast, en form for navigation, og så er der ellers skærm på begge sider af denne rulletast.

Atom har samtidig gravitetssensor, så det er lige meget hvilken vej den vender. Der er så et virtuelt tastatur der dukker frem på skærmen, og det er indrettet, så at det altid dukker op på den nederste skærmhalvdel, lige meget hvordan man vender mobilen.

Med de to simkort, kan man ligesom med Duo 2000, have to telefoner i en, og skifte mellem dem, bare ved at dreje telefon.

WND Atom van Gogh er kendetegnet ved at have indbygget Bluetooth headset. Udover det 3 megapixel kamera med autofokus, så indeholder bagsiden altså også et headset. Der er simpelthen en form for holder, eller fordybning om man vil, hvori der sidder et lille trådløst headset.

Headsettet er temmelig småt, da selve telefonen kun er 15mm tyk.

Det er da ganske smart fundet på. Især for alle os der netop bruger Bluetooth headset. Så glemmer man det ikke.

I det hele taget er der flere spændende ideer fra WND. Alle deres telefoner er rimelig kompakte, vejer og fylder ikke særlig meget, og er alle triband-mobiler, der ville kunne bruges her i Europa.