Ægte Nokia-batteri?

Ægte Nokia-batteri?

For nogle uger siden blev to mennesker fra Thailand hårdt kvæstet, da et formodet piratbatteri eksploderede. Nokia ønsker nu at komme problemet til livs ved at hjælpe deres kunder til at identificere originale Nokia-batterier.

For at gøre det nemmere for forbrugeren at skelne mellem originale Nokia-batterier og piratbatterier, har Nokia introduceret et mærkningsprogram, hvor alle nye Nokia-batterier får labels med hologrammer.

– Forbrugernes sikkerhed er det vigtigste for os, og vi tager endnu et skridt for at gøre forbrugerne opmærksomme på faren ved piratbatterier og produkter af lav kvalitet fra en tredje part, siger Razvan Olosu, Vice President of Mobile Enhancements, Multimedia, Nokia.

– Med dette nye originalprogram angriber vi dem, der laver potentielle farlige piratbatterier. Hologrammerne gør forbrugerne i stand til at se, at det batteri, de anvender, faktisk er et originalt Nokia-batteri, slutter Olosu.

Hologrammerne på Nokia-batterierne består af et holografisk billede og en originalkode, som er gemt under et skrabefelt på labelen.

Kunden kan selv undersøge det holografiske billede og se de detaljerede informationer for at tjekke om batteriet er originalt.

De visuelle elementer inkluderer Nokia Connecting Hands logoet, Nokia Original tilbehør logoet og en serie af prikker omkring Nokia Original tilbehør logoet. Hvert element er synligt men afhænger af, hvilken vinkel man ser det fra. Yderligere kan brugeren enten online eller via sms verificere originalkoden, som består af 20 cifre, der er gemt i skrabefeltet.