Afsløring: Windows Phone 8 på vej

En lækket video afslører Microsofts planer for deres kommende udfordrer til Android og iOS - NFC og dyb integration af Skype til samtale og beskeder er blandt de største forandringer.

Afsløring: Windows Phone 8 på vej

Det er ikke nogen hr. hvem-som-helst, der optræder på den lækkede video, hvor sløret løftes for nogle af de heftige planer som Microsoft har på mobilområdet. Det er chefen for udviklingen af Windows Phone-systemet, Joe Belfiore, der optræder i den video, som alene skulle være blevet vist for de tætteste samarbejdspartnere.

Han fortæller i videoen, som vi desværre ikke selv har set, at man arbejder på at integrere NFC og dybere integration af Skype-applikationen i telefonen.

Koden, som man vil bruge til at lave det kommende Windows Phone 8-styresystem ud fra, stammer grundlæggende fra den softwarekode, som ligger til grund for pc-versionen af Windows 8, og dermed bliver sammenkoblingen mellem de to platforme nemmere og udviklerne kan bruge store dele af koden, når der skal udvikles apps og programmer til Windows Phone 8.

En af de helt store forandringer bliver det øgede fokus og brug af Skype, som angiveligt skal kunne foregå på lige fod med almindelige stemmeopkald, ligesom man også skal bruge tjenesten til at skrive beskeder – nøjagtigt som vi kender det i iMessage og FaceTime på en iPhone.

En anden markant ændring som fremlægges på videoen bliver muligheden og understøttelsen af microSD-kort, så man i langt højere grad selv kan styre lagerstørrelsen på enheden end det i dag er muligt i Windows Phone 7-enheden.

Når man er på farten med telefonen vil den ifølge Joe Belfiore foretrække at hoppe på åbne wifihotspots frem for 3G-netværket, når det er muligt, og dermed skrue så langt ned for dataforbruiget som muligt. I en applikation kaldet DataSmart kan brugeren på en startflise på forsiden holde øje med det aktuelle dataforbrug. Det lukker op for abonnementer, der er mere nøjagtigt afstemte, end de store blokke af GB vi i dag køber med i vores mobilpakker.

I forhold til NFC-delen, så er der ikke samme sikre afsender på denne del, men der spekuleres fra flere sider om en fremtidig NFC-løsning i Windows Phone 8-telefonerne, hvor man ikke alene skal kunne bruge chip-løsningen til betaling. NFC skal også kunne bruges som overførselsform. Hold telefonen hen i nærheden af din Windows-computer med en indbygget NFC-chip, og du skal nemt kunne overføre data. En ide, som vi sidst så gennemført hos HP på sidste års Mobile World Congress, hvor en TouchPad tablet og Pre 3-telefon var i stand til hurtigt at udveksle data med en HP-computer. Belfiore har tidligere ytret sine tanker om NFC og ideer om at bygge chippen ind i simkort, så man kan få gang i en ”wallet experience” uden at alle skal ud og købe nye telefoner lige af en gang.
Man regner med at denne næste generation af det mobile styresystem, der indtil videre har fået kodenavnet Apollo, er på gaden inden udgangen af 2012.

Kilder: bgr.com, AppleInsider.com, PocketNow m. fl.