Alcatel 525: Alcatel fortsætter succesen
De sidste tre modeller fra Alcatel har været en fornøjelse at teste. Både 511 og 512 er to meget lækre produkter med en flot finish. 715-modellen, der rammer butikkerne nu, er noget nær et designmæssigt mesterværk. Desværre har modellen ikke farveskærm.
Det har Alcatel 525 heller ikke. Og der er ingen tvivl om, at det nu er sidste udkald for mobiltelefoner uden farvedisplay. De billigste (dem der sidder i T300, T68i og GD67, red.) er faldet meget i pris den seneste tid. Samtidig har Nokia som bekendt vist en masse nye farveskærmstelefoner frem. Så ganske som vi spåede for nogle måneder siden, kommer der ikke modeller på markedet til næste år uden farveskærm. Derfor er det vigtigt for Alcatel at få modellen på markedet nu, for der er faktisk tale om en rigtig lækker model, til trods for den manglende farveskærm.
Et eller andet sted minder 525 som lidt af en hybrid mellem 511/512 og 311-modellen. 511 og 525 er stort set lige store. De vejer det samme, mens 525 er et par milimetre større. Men samtidig er 525’eren blevet mere afrundet og en kende flottere designet.
Coveret kan nu skiftes på 525, og der er allerede en stribe covers klar, når modellen rammer markedet i starten af december. Man skifter hele frontcoveret ganske let, og telefonen ændrer næsten fuldstændig udseende, når man skifter coveret.
Stik til både headset og lader sidder fortsat på venstre side foroven, hvilket gør det let at have mobilen i lommen, samtidig med, at man benytter et headset. Det virker meget smartere end at sætte stikkene i bunden. Nogen vil nok påstå, at det så til gengæld går ud over designet, men det synes jeg faktisk ikke. Modsat mange andre mobilfabrikanter, er Alcatels modeller stadig udstyret med hul og stik bag på mobilen til udvendig antenne.
Displayet virker en anelse mindre end på 511/512, men det er synsbedrag, for tegnene er lige store, og der er plads til det samme antal tegn i displayet. Baggrundsbelysningen er blå, det samme er lyset i tasterne. Det giver et klart skarpt lys, som gør det muligt tydeligt at se både taster og display. Samtidig er kontrasten i displayet så god, at man uden problemer kan se displayet i stærk sol.
Menustrukturen i Alcatel 525 er stort set den samme som i 511/512 serien. Nye menustrukturer er altid svære, hvis ikke man har prøvet dem før, men efter et par minutter kan man sagtens finde rundt i Alcatel’en. Tasterne er der derimod sket noget med. De er blevet mere faste at trykke på, og man er ikke længere i tvivl om, hvorvidt man har trykket eller ej. Ankepunktet ved Alcatel 511 og 512 var navigationstasten, der ikke fungerede optimalt. Det er den samme måde den nye tast på 525 fungerer på, men Alcatel har arbejdet kraftigt med knappen. Nu fungerer både op, ned og bekræft ved tryk pludselig meget bedre. Vi vil stadig hellere have en navigationstast, der kan flytte fire veje, men tasten på 525 er meget bedre end på de tidligere modeller.
Alcatel 525 er som bekendt en GPRS-telefon. Hvor 715 har 4+2 timeslots, nøjes 525 med 3+1, hvilket er det samme som de fleste andre i samme prisklasse. Modellen er også udstyret med polyfoniske ringetoner. Og modsat 511/512, der har 8 samtidige stemmer – og 715 der har 16 – så er 525 udstyret med 12 samtidige stemmer. Det kan være svært at høre forskel på 12 og 16, mens forskellen fra 8 til 16 sagtens kan høres. Telefonen har ligesom de andre Alcatel-modeller EMS-beskeder, der efterhånden er ved at blive en rigtig standard. Der har været nogle problemer mellem de forskellige producenter, som viste sig, når man sendte et ansigt fra en model. For så kunne den dukke op som fisk i en anden model. Men alt tyder på, at man nu er enige om standarden, og at det nu er muligt helt gnidningsfrit at sende på tværs af modeller.
Batteritiden er 280 timers standbytid og 6 timers taletid. Det er den opgivne tid, og det stemmer faktisk meget godt overens med vores målinger. Faktisk var vi to gange oppe på 300 timers standbytid. Men det svinger efter, hvor meget te