Alt om Android 2.3 Gingerbread
Vi har allerede skrevet om Nexus S, der bliver verdens første mobil med den nye version af Android-styresystemet. Nexus S skal være en slags mønstertelefon for Android-platformen, og byder på en række af de nye funktioner i Android 2.3.
LÆS OGSÅ:
Google og Samsung klar med Nexus S
I denne artikel vil vi flytte fokus fra telefonen og i stedet kigge nærmere på platformen som en helhed, når vi gennemgår nyhederne i Gingerbread.
Brug mobilen til betaling
Near Field Communication (NFC) er noget, vi har hørt rigtig meget om, men endnu ikke set særlig meget til. NFC kan bl.a. bruges til at betale i supermarkeder, tjekke ind i lufthavnen, bruge rabatkuponer hos købmanden, åbne og løse døre samt meget mere. NFC-teknologien er indbygget i Android 2.3, og det er tydeligt at Google hermed opfordrer sine partnere til at indbygge kompatible hardwareløsninger, så man inden længe vil kunne lade sine kreditkort blive i pungen og i stedet bruge mobilen.
NFC er dog ikke den eneste nyskabning inden for kommunikationsdelen i Android 2.3. Styresystemet giver nu også mulighed for at gøre brug af et frontkamera til f.eks. videosamtale. Desuden kan udviklere nu også implementere internetopkald via SIP/VoIP-protokollen.
Bedre til spil
Google har arbejdet på at forbedre vilkårene for spiludviklere, der leverer spil til Android-platformen. Det har man gjort ved at åbne op for mulighederne i udviklingsværktøjet Android NDK, så udviklere nu kan få adgang til bl.a. OpenGL-grafik samt input- og sensordata fra telefonen. Ved at udvikle programmer med Android NDK i samspil med Android SDK, kan man skrive dele af programkoden i platformens oprindelige "modersmål", så man sikrer højere ydeevne.
Alt tyder på at Google har lavet disse ændringer for at få flere spil med bedre ydelse og flottere visuelle elementer til platformen. Desuden har man også tilføjet understøttelse for adskillige nye sensorer, bl.a. et gyroskop, som også bliver brugt i iPhone 4.
Klar til fremtidens medier
En af de store nyheder i HTML5 er videoafspilning, og her er Android 2.3 med på noderne. Gingerbread understøtter videoformaterne VP8 og WebM.
En anden nyhed inden for multimedie er, at Android har fået en række lydeffekter indbygget, som udviklere kan gøre brug af. Her findes bl.a. muligheden for at afspille lyd baglæns, ændre på basniveauet og bruge equalizere.
Tablets bliver det næste store og Android 2.3 bringer forbedret understøttelse af de ekstra store skærmstørrelser, der findes på f.eks. tablets. Google har desuden arbejdet rigtig meget på at forbedre brugeroplevelsen ved skærminput. Mange af ændringerne er ikke synlige for almindelige brugere, men f.eks. markering af tekst er blevet forbedret i Android 2.3. Mange ikoner og forudinstallerede programmer er desuden blevet opdateret.
Du kan se den officielle videodemonstration af Android 2.3 herunder.