Alt om Apples iPhone
Skærmen er på 3,5 tommer og hele enheden ligner en lommecomputer. Den finder selv ud af, om man holder den i stående eller liggende tilstand, så ikonerne automatisk tilpasser sig skærmstillingen. Skærmen tilpasser sig også det omgivende lys, så skærmens lysstyrke gøres stærkere eller svagere alt efter omgivelserne. Det kan være med til at spare på batteriforbruget.
Telefonen hedder lidt overraskende iPhone. Overraskende, fordi Cisco har rettighederne til det navn. Når man vil skrive en SMS dukker et tastatur frem på skærmen, og så kan man bare skrive løs. Brugerfladen i skærmen er tilpasset, så man let kan skrive med fingrene direkte på skærmen. Ikonerne til tasterne er nemlig store og hurtigt reagerende. Der følger ingen pen med, som man kender det fra de fleste andre smartphones, selvom skærmen altså er trykfølsom.
Musik som i iPod
Telefonen synkroniserer med computeren, som man også kender det fra flere og flere telefoner. Musikafspilleren i iPhone synkroniserer selvfølgelig musikken med iTunes. Også kalender, kontaktlister, film, billeder med mere kan synkroniseres i telefonen – den har i øvrigt en mini-version af Apples Mac OS X som styresystem. Film kan vises i widescreen, og når man afspiller musik, kan man se pladecoverne på skærmen, helt i stil med de nyere versioner af Apples iTunes på en almindelig computer. Her er altså tale om en smartphone, som kan mange af de ting, man kan med en Mac. Specielt grafisk er der mange ligheder.
Kun 2 megapixels
Kameraet er kun på 2 megapixels. Det er i underkanten af det, vi forventede. 3 megapixels er ved at blive normalt blandt de bedste mobiltelefoner. Når man har taget et billede, kan man ved hjælp af fingrene forstørre eller formindske billedet til den størrelse, man er ude efter. Det virker til at være en rigtig smart funktion.
Hele menusystemet styres altså via fingrene. Drejer man skærmen, følger hele systemet automatisk med. Den teknik kaldes også ‘Accelerometer’. Surfer man, kan man dobbeltklikke på billedet for at zoome ind. På den måde er det enkelt at læse for eksempel avisartikler. Man kan også have flere websider åbne på samme tid. Webbrowseren er den samme, som den Apple normalt bruger, men er altså tilpasset iPhone.
Jobs har store forventninger
Steve Jobs ringede til Starbucks og bestilte 4.000 kopper kaffe til publikum via iPhone. Opkaldet skete ved at finde nummeret via internettet i telefonen. Steve Jobs insisterer på, at det er første gang, internettet i en mobiltelefon virker ordentligt. Noget lignende kan man altså også gøre herhjemme på en simplere mobil ved at slå et småt forbi De Gule Sider eller Krak, kan vi hilse og sige. Og det fungerer super godt. Men måske er brugerfladen bedre udviklet, da man kan kontrollere det hele med fingrene direkte på skærmen. Samtidig med, at man taler i mobilen, kan du sende et billede via internettet, som man har gemt i telefonen.
Steve Jobs demonstrerede også, hvordan musikken fungerer i iPhone. Og det hele kører som i iTunes. Modtager man opkald, mens man lytter til musik, fortsætter musikken med at spille, når opkaldet er afsluttet. Steve Jobs mener, at Apple har genopfundet mobiltelefonen i dag, men hvis det er ud fra de ovennævnte funktioner, så må vi se, at han tager fejl. Meget af det, han kom ind på, har man altså kunnet gøre i længere tid. Men måske fungerer synkrosniseringen bedre med computeren, end vi hidtil har oplevet set, og designet skal også have ros for at være rigtig lækkert. Også batteritiden til musik på 16 timer skal nævnes. Det skal nok tages lidt med forbehold, men det tyder på, at batteriet holder til at spille musik i længere tid, end vi tidligere har oplevet det med andre musikmobiler.
Dog mangler telefonen i vores øjne en vigtig funktion, nemlig 3G. Det er dog meningen, at der kommer en 3G-variant på et tidspunkt, fortæller Jobs. Det oplyses dog ikke, om den er optimeret til turbo-3G.
Apple satser på at få en procent af mobilmarkedet. Det betyder, at de skal sælge 10 millioner telefoner.