Alt om Nokia Lumia 710

Windows-mobilen Lumia 710 er en mindre og mere prisvenlig udgave af flagskibsmodellen Lumia 800. Læs alt om den nye model lige her.

Alt om Nokia Lumia 710

 Lumia 710 deler den præcis samme skærm som storebror Lumia 800. Det betyder at skærmen er 3,7 tommer stor, har en opløsning på 800 x 480 pixels og benytter Nokias ClearBlack AMOLED-display.

Styresystemet er naturligvis Windows Phone i seneste udgave. Der er en 1,4 GHz processor i Lumia 710, og 512 MB arbejdshukommelse. Det skulle være rigeligt til at sikre fart over feltet. Der er desuden 8 GB indbygget hukommelse.

Kameraet er på 5 megapixels og lader ikke til at benytte Carl Zeiss-optik. Det har dog en fotolampe til dårlige lysforhold, og man kan optage videoklip i 1280 x 720 pixels med 30 billeder i sekundet.

Specielle Nokia-tjenester

Med Lumia giver Nokia kunderne gratis turn-by-turn stemmenavigation. Ingen andre Windows-mobiler har gratis navigation. Kort kan hentes forud, så man ikke behøver betale for dyr roaming, hvis man er i udlandet.

Nokia Music er en ny musiktjeneste, som giver kunderne gratis adgang til musik. Funktionen "Mix Radio" giver en række sammensatte lister med musik, som kan man høre. Man kan også selv oprette disse lister. En fed finesse er, at man ikke skal logge på for at bruge tjenesten. Det virker bare. Og hvis man vil høre musikken uden internetadgang, kan man hente dem ned til telefonen.

Kommer til Danmark næste år

Lumia 710 er på vej ud i butikkerne i skrivende stund. Ved præsentationen af modellen kunne man se et live videostream fra Nokias fabrik, hvor man er i gang med at pakke mobilerne.

Lumia 710 kommer til de asiatiske lande først, men vi forventer at se modellen på vores breddegrader i løbet af næste år. Prisen skal lande på cirka 270 Euro uden moms, modsvarende til omkring 2.000 kroner uden moms eller godt 2.500 kroner med moms.