Amazon lancerer billig Android-tablet
Med Kindle Fire tager Amazon skridtet fra e-bogslæsere til markedet for tablets, og det er tydeligt at man vil benytte prisen som en måde at få fodfæste på. Med et prisskilt på 199 dollar – eller hvad der svarer til godt 1.100 danske kroner, bliver Fire en af de absolut billigste Android-tablets på markedet.
Der er som sagt tale om en Android-tablet, men det er formentlig ikke noget, man vil lægge mærke til. Amazon har nemlig ændret på store dele af systemet og udskiftet med sin egen brugergrænseflade, som siges at skille sig meget fra øvrige tablets på markedet.
Fire er en 7-tommer stor tablet, der er udstyret med 3G-netværk. Et indbygget kamera er dog ikke noget, man får med for 1.100 kroner. Til gengæld får man en skærm med 16 millioner farver og IPS-teknologi, som i iPad. Man får også en dual core-processor, der skulle sikre god ydeevne.
Amazon har også lavet nogle andre ændringer ud over brugergrænsefladen. F.eks. er Android Market udbyttet med Amazons Appstore. Amazon satser desuden stort på streaming tjenester, og tilbyder derfor både musik, film og TV-serier gennem indbyggede programmer.
Amazon har netop også lanceret Kindle Touch 3G og Kindle Touch. De er to e-bogslæsere, der skal bygge videre på selskabets tidligere modeller. 3G-modellen skal koste 149 dollar (cirka 800 kroner), mens den enklere model uden 3G-netværk kommer til at koste 99 dollar (cirka 550 kroner).