Amazon på vej med større tablets
Da Amazon kom med deres 7-tommer Kindle Fire tablet med sin egen udgave af Android, var der rigtig mange mennesker, der hoppede med på bølgen. I modsætning til tidligere Kindle-produkter, er Kindle Fire nemlig ikke kun en e-bogslæser, men faktisk en fuldbyrdet tablet på en relativt lav pris.
Med Googles Nexus 7 har Amazon selvsagt fået seriøs konkurrence. Nexus 7 er på næsten alle måder et bedre produkt, og Google har alligevel formået at holde en lav pris.
Derfor er det heller ikke overraskende, at der nu kommer rygter om at Amazon er på vej med nyheder på mobilfronten. I et interview med Reuters fortæller USA-chefen for salgskæden Staples, at Amazon skal lancere fem eller seks forskellige modeller af tablets. Årsagen skal være at Amazon vil have forhandlerne til at bestille den del af sortimentet, der passer til forhandlerens kundemålgruppe.
LÆS OGSÅ: Nexus 7 kommer til Norden i september
Vi ved ikke om der rent faktisk kommer seks helt forskellige modeller, eller om de blot har mindre variationer. Der skulle dog komme mindst en 10-tommer tablet sammen med de nye produkter, og der kommer formentlig også en efterfølger til Kindle Fire i samme format som forgængeren.
Analytikere har også tidligere spekuleret i om Amazon er på vej med sin egen smartphone. Formålet med en sådan smartphone ville umiddelbart være det samme som Kindle Fire – nemlig at øge salget af digitalt indhold. Med en smartphone vil man kunne nå en bredere målgruppe af kunder.