Analytiker: Palm overlever højst et år
Nok har den nye Palm Pre med Palms nye Web OS fået en god modtagelse, men der er alligevel rigtig meget, der skal falde på plads, hvis Palm skal have vendt sin negative trend, og det ser ikke for lyst ud.
Det er 247Wallst, som er kommet med en liste over 12 store amerikanske virksomheder, de tror, vil forsvinde, og Palm er en af disse 12. En af årsagerne til de dystre spådomme er tidspunktet for lanceringen af Pre samt målgruppen for samme.
Palm har særdeles stærk konkurrence fra blandt andet iPhone og Blackberry, og analytikerne ser ikke de store muligheder for, at kunder, der allerede anvender en af de to, skulle skifte til Palm Pre, så snart den kommer på markedet. Samtidig får Palm yderligere konkurrence fra Google, hvis styresystem Android er på vej i flere telefoner.
Der findes undersøgelser som peger på, at interessen for at bytte til en Palm Pre blandt de forbrugere, der allerede bruger en smartphone, er forsvindende lille, og skal Palm opnå de ønskede salgstal kun gennem nye smartphonekunder, ser de ud til at have en virkeligt hård opgave foran sig.
Et andet problem, som analytikerne påpeger, er, at Palm Pre i USA kun sælges gennem operatøren Sprint. De er i øjeblikket kun den tredjestørste spiller på det amerikanske marked og har mistet kunder i en lind strøm over de sidste år.
Palm selv har indtil lanceringen af Pre ikke været synderligt innovative, og deres telefoner har stort set ikke oplevet fornyelse i flere år. Analytikernes endelige konklusion levner ikke Palm mange chancer for at erobre så meget som en brøkdel af smartphone-markedet, og dermed spås de altså heller ikke store chancer for at overleve som virksomhed, Pre til trods.