Analytiker: 45 millioner tablets i år
Salget af tablets på det globale marked i 2010 forventes at lande på 17 millioner enheder, oplyser analysefirmaet IDC i en pressemeddelelse. Dette tal er hidtil baseret på definitive tal frem til slutningen af tredje kvartal og tallene viser en meget kraftig dominans af Apples iPad, der står for næsten 90 procent af markedet. Denne dominans kommer dog til at falde i takt med at flere konkurrenter begiver sig ind på markedet.
Analysefirmaet har valgt at skelne mellem det, de kalder medietablets og PC-tablets. Medietablets ligger nærmest op af vores generelle definition af en tablet – altså en enhed med et mobilt styresystem, såsom Android eller iOS. PC-tablets har eksempelvis en computerudgave af Windows som styresystem og mere kraftfulde processorer.
45 millioner i år
Det er frem for alt medietablets, der kommer til at stige i popularitet, mener IDC. Forrige års salg forventes som sagt at ende på 17 millioner enheder, men allerede i år forventer IDC at producenterne samlet vil sælge 44,6 millioner enheder – altså mere end det dobbelte.
Men her stopper det ikke. Ifølge IDC vil tallet ende på 70,8 millioner solgte enheder næste år. Her forventes en høj efterspørgsel fra både private kunder såvel som erhvervskunder.