Analytiker: Apples sejr over Samsung giver Nokia og Microsoft medvind
Morten Imsgaard, der er analytiker ved Sydbank har kigget lidt på smartphone-markedet efter at der i sidste uge blev afsagt dom i den den omfattende sag mellem Apple og Samsung.
Han vurderer at Windows Phone sammen med Nokia nu vil kunne få lidt tiltrængt medvind på smartphonemarkedet, fordi man denne alliance ikke er afhængig af Android-platformen, der fik et hårdt slag for bugen med dommen i sidste uge.
”Det mest interessante i retssagen mellem Apple og Samsung er efter vores vurdering, at Apple har fået rettens ord for at Samsung bryder flere Apple patenter som relaterer sig direkte til brugerfladen på Samsungs telefoner. Dermed kan dommen også få konsekvenser for flere af de øvrige producenter af Android-smartphones. Hvis Android-producenterne fortsat vil benytte sig af de specifikke brugerflade funktioner som Apple har patenteret vil det sandsynligvis betyde, at producenterne skal betale en licensafgift til Apple – dermed er anvendelsen af Android-softwaren ikke længere gratis for producenterne. Det fjerner et væsenligt argument for at vælge Android frem for Windows Phone, der allerede i dag er belagt med en licensafgift til Microsoft. Det kan efter vores vurdering få flere mobiltelefonproducenter (bl.a. Samsung, HTC, Motorala, LG, Sony) til at satse mere målrettet på en balanceret produktportefølje med større fokus på Windows Phone modeller end det er tilfældet i dag, hvor producenterne har klart størst fokus på Android-telefoner,” lyder det fra Morten Imsgaard.
Og dermed har patentretsstriden mellem Apple og Samsung altså affødt, hvad man kan kalde for lidt medvind, når man sidder på den tandem, hvor Nokia og Microsoft sidder:
”Apples fokus på at gøre livet surt for Android-producenterne og i sidste ende Google giver efter vores vurdering Nokia bedre mulighed for at etablere sig som et konkurrencedygtigt alternativ til Apple og Android i smartphonemarkedet. Afgørelsen i patenttvisten mellem Apple og Samsung er en lille indikation af, at Nokia med strategiskiftet til Windows Phone har truffet den rigtige langsigtede beslutning om at diffentiere sig væk fra de produkter, der allerede findes på markedet. Det er værd at bemærke, at Apples advokater i retssagen mod Samsung brugte de nye Nokia Lumia telefoner for at illustrere, at det er muligt at lave mobiltelefoner som klart adskiller sig fra Apples iPhone."
Forbud i USA vil gavne Nokia
Det vil efter Sydbanks vurdering også være godt for Nokia, hvis Apple får held med at forbyde salget af flere Samsung telefoner på det amerikanske marked – specielt hvis den nye topmodel Samsung Galaxy S III bliver omfattet af forbuddet. Den nye topmodel har dog ikke været en del af selve retssagen, og det er derfor langt fra sikkert, at Apple vil være i stand til at bremse salget af netop denne model.
Nokia forsøger i øjeblikket at få rigtig fat i det amerikanske smartphone-marked med de nye Lumia-telefoner. Nye Lumia-modeller med Windows Phone 8, som vi regner med bliver præsenteret i forbindelse med Nokia World den 5.–6. september 2012, vil ifølge Morten Imsgaard kunne accelerere Nokias indtog på det amerikanske marked. Sammen med et eventuelt forbud mod Samsung-telefoner vil det kunne åbne gode nye og vidde Nokia-døre.