Analytiker: iPhone 5c smadrer alle rekorder
De sidste par dage har Apple fået en ordentlig en over nakken af aktiemarkedet for ikke at have offentliggjort, hvor mange der har forudbestilt iPhone 5c.
Aktiemarkedet frygter nemlig, at Apples stilhed bunder i svag efterspørgsel sammenlignet med forudbestillingerne på tidligere modeller.
For eksempel har iPhone 5 rekorden med 2 millioner forudbestillinger alene på den første dag, hvor man kunne bestille den tilbage i 2012.
Nu spår en analytiker fra Citi dog, at iPhone 5c er blevet bestilt i 2,2 millioner eksemplarer inden for de første 24 timer.
Holder det stik, sætter iPhone 5c altså ny forudbestillingsrekord. Det er dog værd at nævne, at iPhone 5c fra start også kunne forudbestilles i Kina, Hong Kong og Japan, det kunne iPhone 5 ikke.
Alt i alt vurderes det, at iPhone 5s og iPhone 5c vil blive købt i samlet 7,5 millioner eksemplarer i løbet af den første weekend, de er i butikkerne og det vurderes, at iPhone 5c vil stå for de 4,5 millioner eksemplarer.
Til sammenligning solgte iPhone 5 5 millioner eksemplarer i løbet af den første weekend, ifølge tal fra Apple selv.