Analytiker: Kina eneste udvej for Apple
Mens Apple har fået iPhone ud i det meste af verden, så venter det store og vigtige kinesiske marked fortsat på, at Apple forhandler en iPhone-aftale på plads med en mobiludbyder. Sådan en kan være på vej nu, fortæller Reuters.
Allerede i sidste måned bekræftede selskabet China Unicom, at man havde forhandlinger med Apple, men først i går bekræftede China Unicoms chef, Chang Xiaobing, forhandlingerne:
– Vi har samtaler med mange producenter af mobiltelefoner, inklusive Apple, foræller Xiaobing.
Rygter omkring en aftale med verdens største mobilselskab, China Mobile, har indtil videre ikke medført en aftale.
Teleanalytiker John Strand vurderer, at Kina er eneste udvej for Apple, hvis de vil sælge flere iPhones:
– Blackberry sælger 50 procent flere telefoner end iPhone i Europa, viser seneste tal fra IDC og Apple er under voldsomt pres her og i USA. Det skyldes finanskrise og mætning af marked, forklarer han og henviser til, at iPhone er et niche-produkt.
En tredje årsag er også, at Apple sælger et produkt, der er et år gammel og det er meget i mobilverdenen, vurderer John Strand:
– Vil man have markedsandele, skal man komme med nye produkter eller komme ud på nye markeder – derfor er Kina vigtig for Apple, slutter John Strand.