Analytiker: Nokia sidder i saksen
Sydbank forventer, at Nokia fra midten af november 2011 til udgangen af 2011 har solgt omkring 1 million Lumia-telefoner i alt, det vil sige af de to modeller Lumia 800 og Lumia 710. Det forklarer Sydbanks aktieanalytiker Morten Imsgard over for Mobil.nu.
Sydbank forventer, at salgstallet vil løbe op i 16 millioner solgte Lumia-telefoner i 2012. Men Morten Imsgard understreger, at det er svært at komme med forholdsvis nøjagtige gæt, når det gælder Nokias salgstal, for Nokia har ikke tidligere gået så meget op i at melde ud om salgstal for deres enkelte modeller.
Imsgard forklarer, at analytikere rundt om i verden har gættet på salgstal for Lumia-telefoner i 2011 til at ligge på alt lige fra 200.000 til 2 millioner, mens nogle analytikere vurderer, at Nokia vil sælge 35 millioner Lumia-telefoner i 2012.
Spørgsmålet er så, om Nokia selv melder noget om salgstal for Lumia-telefoner 2011, hvor de altså har været til salg siden midt november, omkring 6 uger.
”Det er sandsynligt, at Nokia ikke vil melde noget ud, da især de amerikanske analytikere hurtigt vil kalde salget en fiasko, da de vil sammenligne med de høje salgstal, som Apple kan præstere over en weekend, så snart de sender et nyt produkt ud på markedet”, forklarer Morten Imsgard.
Imsgard forklarer, at melder Nokia ikke noget ud, så vil analytikerne også se det som et dårligt signal for salget og så er de også klar med fiaskostemplet.