Android 11 kan lade Bluetooth være aktivt i flytilstand
Der er stadig lang tid, til Android 11 bliver lanceret. Der er slet ikke sendt betaversioner ud endnu. Men rygter om nyt i den kommende opdatering er begyndt at dukke op.
Bluetooth forbliver aktiv når man slår flytilstand til i Android 11
En nyhed, der rygtes om, handler om Bluetooth. Det skulle blive muligt at beholde Bluetooth aktivt, selvom man slår flytilstand til på sin telefon. Som det er nu, bliver alle telefonens radiofunktioner automatisk lukket ned, når man slår flytilstand til. Det gælder mobilnettet, Wi-Fi og Bluetooth.
Det er jo superpraktisk, når man skal ud at flyve og kan slå det hele fra på én gang. Det er dog også irriterende, når musikken i de trådløse høretelefoner samtidig stopper.
Rygtet om den nye funktion, der skal ændre på det, stammer fra et fund gjort af XDA-Developers i AOSP Gerrit-koden. Beskrivelsen forklarer, at Bluetooth forbliver aktivt i flytilstand i to situationer. Den ene er, når Bluetooth A2DP er forbundet, og den anden er, når Bluetooth Hearing Aid-profilen er forbundet.
Se også: Find bedste Android mobil
Smartere trådløs opkobling til headset
Mange trådløse høretelefoner benytter A2DP, så formentlig betyder den nye funktion, at musikken i netop høretelefonerne får lov at fortsætte, selvom man sætter telefonen i flytilstand. Det er helt sikkert en forenkling, mange vil blive glade for, især i takt med at færre og færre telefoner har et fysisk høretelefonstik.
Se også: Nyheder om Android 11