Android 2.2 på vej til HTC Hero

Måske er Hero en for gammel model til at HTC vil bruge ressourcer på at opgradere den til det nyeste Android. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Android 2.2 aldrig kommer til Hero.

Android 2.2 på vej til HTC Hero

HTC Hero var på mange måder en milepæl for HTC og Android. Det var den første Android-model med HTC’s roste brugerflade Sense, og den var i høj grad med til at gøre Android til hvermandseje og ikke blot for nørderne.

Det er nu over et år siden, at modellen kom på gaden, og HTC har siden lanceret mange andre modeller, som de bruger deres ressourcer på at lave software til. Men det betyder ikke, at Hero er glemt.

Android 2.2 inden for en måned
Mange Hero-ejere føler nok, at de stadigvæk har en ganske god smartphone, men at de selvfølgelig gerne vil have den nyeste version af Android, nemlig 2.2, med den nyeste version af Sense på deres mobil. Og det kan nu snart lade sig gøre.

Udvikleren Shen Ye er nemlig allerede gået i gang med at lave en Android 2.2-opdatering til HTC Hero. Det er blevet muligt efter HTC har lavet modellen Gratia med Android 2.2, der bruger samme skærmopløsning som Hero. Det gør det nemlig muligt at portere en stor del af software-koden over til Hero.

En Android 2.2-opgradering til HTC Hero skulle ifølge Shen Ye være klar inden for en måned og muligvis meget før. Der er naturligvis tale om en uofficiel software-opdatering, så en eventuel opdatering vil ske på eget ansvar, og man vil selv skulle finde den på nettet for at installere den.

Kilde: xda-developers.com