Android 4.0 klar til producenterne
De fleste ved at Google står bag Android-projektet, men overraskende få er klar over at Android er et såkaldt open source-projekt. Google deler altså med andre ord alle systemets byggesten med de udviklere, der er interesseret i at vide mere omkring Android. Man kan ganske enkelt finde ud af hvordan samtlige dele af Android er lavet.
Kildekoderne til Android 4.0 – måske bedre kendt som Ice Cream Sandwich – er netop blevet frigjort i dag. For dig betyder det, at mobilproducenterne nu får adgang til den seneste version af Android, og dermed kan komme i gang med at opgradere eksisterende produkter og løsninger til den seneste udgave af platformen.
Samtidig med frigivelsen af Android 4.0 kommer også kildekoderne til Android 3.0. Google anbefaler dog at se væk fra de gamle koder og i stedet fokusere på Ice Cream Sandwich. Kildekoderne til Android 3.0 blev aldrig frigjort til trods for Googles gode intentioner om ikke at lægge skjul på noget. Årsagen til dette er angiveligt, at Google ikke ville have at man kørte systemet på mobiler. Android 3.0 – også kendt som Honeycomb – var nemlig udelukkende udviklet til tablets, og ville altså ikke fungere ordentligt på almindelige smartphones.
Hvis du er interesseret i at vide mere omkring kildekoderne til Ice Cream Sandwich, kan du læse mere i denne tråd på Google Groups.