Nu kan du bruge Android-apps på disse Chromebooks

Google lovede, at vi ville komme til at kunne køre Android-apps på vores Chromebooks, og nu er det blevet virkelighed, i hvert fald for visse enheder.

Nu kan du bruge Android-apps på disse Chromebooks

I sidste måned, på deres I/O-event, lovede Google os, at Asus Chromebook Flip, Acer Chromebook R11 og den nyeste Chromebook Pixel ville blive de første enheder, hvor du kommer til at kunne køre Android-apps. De holdt heldigvis, hvad de lovede.

Allerførst ude er Asus Flip, skriver Engadget. Men det kræver, at du kører Chrome OS dev channel 53. Der er dog Reddit-brugere, der fortæller, at Play Store ikke virker ordentligt på de to andre notebooks. Det skulle dog ændre sig meget snart.

Grunden til, at det lige er disse enheder, der er blevet udvalgt til at være de første til at køre Android-apps, er, at de har kraftfuld hardware og touch-skærm. En touch-skærm gør, at brugerne kan bruge apps, der ikke understøtter et almindeligt keyboard.

 

Flere Chrome-enheder på vej

Samtidig med at flere udviklere får gjort deres apps klar til Chrome OS, kommer der understøttelse af Android-apps på flere Chromebooks.

Her på denne support-side kan du se alle de Chromebooks, der i løbet af året vil kunne køre Android-apps, der er ret mange.

Problemer med stabiliteten

Det er dog sådan, at de Chromebooks, der allerede nu kan køre Android-appene og har den rette software, kun kan køre apps og spil til tablets. Er appen kun designet til smartphones, fungerer det ikke.

Det her er jo noget helt nyt, så du må forvente, at det her i begyndelsen vil være lidt ustabilt og har lidt andre problemer. Tilsyneladende virker skærmrotationen ikke, da der er fejl i bevægelsessensoren. Der er også apps, der ikke fungerer korrekt.

Men ifølge de første rapporter er der mange apps og spil, der fungerer godt. Blandt dem finder vi Hearthstone, The Simpsons: Tapped Out, Galaxy of Heroes og Crossy Road.

Bør fungere optimalt når endelig version kommer

Når den endelige version kommer senere på året, forventer vi, at det hele fungerer fejlfrit, samtidig med, at det vil fungerer på langt flere Chromebooks. Det vil med andre ord åbne en helt ny verden.

At kunne bruge programmer og spil offline gør Chromebooks meget mere alsidige, når der ikke er noget internet.