Android får stryg i sikkerhedstest – iOS og Windows Phone roses
De fleste vælger nok smartphone efter design og funktioner, mens sådan noget som sikkerhed spiller en mindre rolle. Men i takt med at vi bruger vores smartphone til flere og flere ting, er det slet ikke så tosset endda at tænke sikkerheden med, når man køber smartphone.
Og en ny undersøgelse giver dårlige nyheder til alle dem, der har købt en Android, i hvert fald hvis vi har sikkerheden i styresystemerne for øje.
‘Enterprise Readiness Of Consumer Mobile Platforms’ er navnet på rapporten fra specialisterne i softwaresikkerhed, Trend Micro, og den afslører, at Android 2.3 (den version af Android, der er testet på) har den ringeste sikkerhed sammenlignet med Apples iOS 5, Windows Phone Mango og BlackBerry OS 7.
De forskellige styresystemer blev blandt andet testet på, hvor gode de var til app-sikkerhed, mulighederne for at slette al indhold og hvor mange og hvor gode integrerede sikkerhedsfunktioner der var i styresystemet.
BlackBerry OS 7 fik karakteren 2,89, hvilket var betydeligt bedre end iOS 5 med 1,7 og Windows Phone med 1,61. Ringest af alle fire styresystemer var altså Android med 1,37 i karakter.
Trend Micro roser BlackBerry for generelt at have et rigtig højt sikkerhedsniveau, mens iOS 5 roses for at have høj app-sikkerhed og manglen på flytbar hukommelse. Man kan ikke putte hukommelseskort iPhone og iPad.
Microsoft roses for at have lavet et styresystem med fornuftig sikkerhed, her roses app-sikkerheden også. Ifølge rapporten lider Windows Phone Mango ikke af kritiske huller, men siden det lander på en trejdeplads ser der altså ud til at være plads til forbedringer.
Android 2.3 har, understreges det i rapporten, også sikkerhedsforanstaltninger når det kommer til apps, men det er nogen, som brugerne opfatter som generende og ser gennem fingre med i praksis. Så faktisk skoses brugerne for ikke at bruge den sikkerhed, der stilles til rådighed, når det kommer til apps, men Trend Micro påpeger, at det selvfølgelig er selve styresystemets design, der er skyld i, at brugerne gør som de gør.
Stor test: Her er de 10 bedste og 10 værste antivirusprogrammer
At Android kommer i så mange forskellige versioner, vurderer Trend Micro også til at skabe høj sikkerhedsrisiko. Der er ikke en fælles standard til opdateringer af styresystemet, hvilket betyder, at mange brugere i en vis tidsperiode ikke er beskyttet som de burde være.
Trend Micro valgte at teste Android 2.3, da det er langt mere udbredt end Android 4.0.