Android har problemer med sikkerheden
Forleden åbnede Google for muligheden for at sælge programmer til deres mobile styresystem Android gennem programbutikken Android Market. Men det er tilsyneladende ikke alle indehavere af en Android-mobil, der må hente de nye betalingsprogrammer.
Indehavere af Android Dev Phone 1, der er en Android-mobil uden restriktioner specielt udviklet til udviklere af programmer til Android, er nemlig blevet afskåret fra at hente andet end gratisprogrammer i Android Market. Det skulle være på grund af Android Dev Phone 1’s mulighed for at tilgå skjulte mapper, hvor programmer bliver gemt, der har fået Google til at tage dette skridt.
Med adgang til de skjulte mapper, skulle piratkopiering af betalingsprogrammerne nemlig være særdeles enkelt.
Sjovt nok kan brugere af T-Mobiles Android-mobil G1, der selv har installeret specielt software for at få adgang til de samme mapper, godt hente betalingsprogrammer fra Android Market.