Android, iPhone, Meego, Symbian eller Windows Phone – hvilket styresystem er til kvinder?
_Side 4 – Windows Phone_
Windows Phone – 3. hjul til iPhone og Android?
Førstehåndsindtryk
Jeg har testet Windows Phone på Nokia Lumia 800, der i udseende er næsten identisk med Nokia N9. Det er en superflot telefon, der ud over i sort også fås i grundfarverne rød og blå. Disse hidsige farver går igen i mobilens layout. Man kan således vælge et layout, der passer til telefonens ydre, hvilket engang var et hit (for eksempel hos Sony Ericsson og Nokia selv), men som er gået lidt i glemmebogen – indtil nu altså. Startsiden er opbygget af tiles eller fliser, som er asymmetrisk placeret på skærmen for at give plads til en højrepil. Jeg havde nok foretrukket, at fliserne var symmetrisk centrerede, og at man så bare kunne swipe til siden med fingeren. Desuden syntes jeg i første omgang, at fliserne virkede lidt klodsede at se på, men efter nogle dage blev jeg lidt gladere for dem. Især at de er animerede og skifter udseende. Det giver et dynamisk look til forsiden.
Let import af kontakter
Godt nyt, piger: Det er meget let at sætte telefonen op. Man bliver bedt om at vælge sprog, land og så videre. Når man skal overføre sine kontakter, kan man bede telefonen om at hente kontakter med billeder fra Facebook, Google Talk eller andre sociale netværk. Desværre kan den ligesom sin søster Meego ikke hente direkte fra Google. Overførsel af kontakter via Bluetooth fungerer til gengæld uden problemer – selv med min gamle telefon.
Lækkert mailprogram
Det er let at sætte både Hotmail og Gmail op, og mailprogrammet er rigtig flot at se på med lækkert layout og en overskuelig opbygning.
Er du til fliser eller ej?
Tilpasningen af mobilen foregår ved, at man flytter rundt på de store fliser. Det er enkelt, når man først ved hvordan. For at tilføje nye knapper/fliser til startsiden skal man nemlig være i programmet og derfra trykke “tilføj til startside” – akkurat som man kender det fra Windows til pc. På min gamle telefon skulle man lave et langt klik på startsiden og derfra tilføje programmer, men det giver samme resultat i sidste ende og er sikkert et tilvænningsspørgsmål.
Baggrunde og dekoration
Man kan ikke indsætte sit eget billede som baggrund til startskærmen, men til skærmlåsen kan man godt. Startskærmen kan ændre udseende ved forskellige indbyggede farvetemaer, hvor ikoner og tiles skifter farve, og baggrunden kan så være sort eller hvid. Dette sikrer et stilrent layout, men begrænser også ens kreative udfoldelsesmuligheder.
God internetoplevelse
Browseren er Internet Explorer, og den er rigtig god. Multitouch virker overalt, og det hele kører hurtigt og smooth. Jeg oplever aldrig hakken, når jeg surfer.
Konklusion
De store fliser giver et dynamisk udseende til startskærmen, fordi de er animerede, men det asymmetriske look er desværre ikke lige helt mig. Måske man kunne vænne sig til det. Jeg synes, menuerne er nemme at finde rundt i, og systemet virker gennemtænkt. Kan dog bedre lide udseendet af ikoner på Meego. Især er det lidt synd, at der er gjort så lidt for den visuelle oplevelse, når man ikke selv kan tilpasse ret meget. Tastaturet er fint, men det er en skam, at man ikke kan vælge T9.