Android Marked runder 200.000 apps

Googles Android Marked fortsætter fremmarchen og har nu rundet 200.000 tilgængelige apps. Samlet er der hentet 2,5 milliarder programmer fra Googles online programbutik.

Android Marked runder 200.000 apps

En af de vigtigste faktorer for dagens smartphone-styresystemer er tilgængeligheden af programmer eller apps, som de også kaldes, til styresystemet. Apples App Store viste vejen, men Googles Android Marked følger absolut godt med.

103 i sekundet

Ifølge AndroLib, der lister programmer i Android Marked, er der nu ikke mindre end 200.000 forskellige apps i Googles online programbutik, og der bliver nu hentet i gennemsnit 103 apps i sekundet fra butikken. Samlet er der hentet 2,5 milliarder programmer i løbet af de cirka to år Android har været på markedet.

Tallene er ikke bekræftet af Google og AndroLib har før skudt lidt for højt i forhold til Googles officielle tal. Det samlede antal apps i Android Marked er dog uden tvivl højt, selvom det stadig må se sig slået i kvantitet af App Store, der skulle have mere end 300.000 apps.

Kilde: Softpedia