Android Marked runder en milliard downloads

Android og ikke mindste dens online programbutik Android Marked stiger stadig i popularitet. Således skulle der nu være hentet over en milliard programmer fra programbutikken.

Android Marked runder en milliard downloads

Ligesom Apple har haft stor succes med deres online programbutik til iPhone, App Store, så må Google også siges at have haft stor succes med Android Marked, der er deres pendant til Apples App Store. Og nye tal bekræfter dette, hvis man ellers skulle have været i tvivl.

En milliard downloads

Ifølge sitet AndroLib, der holder styr på programmer og antal downloads i Android Marked, er der nemlig nu blevet hentet mere end en milliard programmer i Googles programbutik. Det er dog ikke klart, om dette tal inkluderer programopdateringer, som vil have en væsentlig indflydelse på tallet.

Omkring 100.000 programmer
Samtidig rapporterer sitet InformationWeek, at der nu også er over 100.000 programmer at hente i Android Marked, selvom AndroLib dog kun ser ud til at optælle 93.000 programmer.

Hastigt voksende
Der er dog ingen tvivl om, at Android Marked i hvert fald inden for ganske kort tid vil runde 100.000 tilgængelige programmer. Alene i juni måned kom der nemlig over 15.000 nye programmer til, og der er allerede blevet tilføjet omkring 11.000 programmer til Android Marked indtil nu i juli måned.

Kilde: AndroLib