“Android-tablets bliver større end iPad næste år”
Apples iPad har længe hersket på tablet-markedet, men iPads markedsandel har været faldende i løbet af de seneste par år, og Android-tablets kommer snart til at overtage føringen. Sådan lyder det i en rapport fra analyseselskabet IDC.
I tredje kvartal af 2010 stod Apples iPad for hele 87 procent af tabletmarkedet, men i dette års tredje kvartal var andelen faldet til 50,4 procent.
Ifølge IDC har væksten i salget af Android-tablets været større end den tilsvarende vækst i salget af iPads i seks ud af de sidste otte kvartaler. Især dette års tredje kvartal har været hårdt for iPad – man havde regnet med en stigning på 10-15 procent i antallet af solgte enheder, men i stedet oplevede man et fald på 18 procent.
LÆS OGSÅ: Test af Apple iPad Mini
Markedet for Android-tablets har aldrig været større, og det vil fortsætte med at vokse, mener IDC.
IDC har også en mening om Windows-tablets, og vurderer at de ikke kommer til at tage nævneværdige markedsdele fra hverken Android-tablets eller iPad. Argumentet skulle være, at Surface-salget har været ret sløvt, og at flere producenter allerede har mistet interessen for Windows RT. Det efterlader tablets med den almindelige udgave af Windows 8, som er på et højere prisniveau end både Android- og iOS-produkterne.