Android tager et kvantespring

Antallet af solgte smartphones er kraftigt stigende. Stigningen er dog ingenting i forhold til den vækst, som Android nyder godt af i øjeblikket, viser nye tal fra analyseinstituttet Canalys.

Android tager et kvantespring

Det kommer næppe som en stor overraskelse for dem, der har fulgt med i mobilmarkedets udvikling de seneste år. Antallet af solgte smartphones stiger og stiger. Det er dog i særdeleshed Googles styresystem til smartphones, Android, der nyder ekstrem stor fremgang.

Smartphone-salget kraftigt stigende

Analyseinstituttet Canalys har nemlig nu offentliggjort deres opgørelse af smartphone-salget i andet kvartal af 2010. Og den viser, at det samlede globale salg af smartphones i kvartalet endte på 63 millioner, hvilket er en stigning på 64 procent siden samme kvartal sidste år.

Android-salg eksploderet
Det er dog især salget af Android-mobiler, der skinner igennem i den nye opgørelse. Antallet af solgte smartphones med Android som styresystem er nemlig steget ikke mindre end 886 procent siden samme kvartal sidste år. Dette har blandt resulteret i, at der i andet kvartal i år blev solgt flere Android-mobiler end iPhones i USA.

Nokia stadig på toppen
Nokias markedsandel for smartphones er gået lidt tilbage, men de sidder dog stadig på en solid førsteplads med knap 24 millioner solgte smartphones i andet kvartal, hvilket svarer til 38 procent af alle solgte smartphones. Canadiske Research In Motion og deres BlackBerry-smartphones indtager andenpladsen med 18 procent, mens Apple sidder på tredjepladsen med 13 procent.

Kilde: Canalys