Android til business-folk snart i butikkerne
Sony Ericsson har haft Xperia Neo i butikkerne i adskillige måneder, og derfor kan det virke mærkeligt, at kunderne skal vente til oktober for at kunne købe Xperia Pro, der på mange områder minder utrolig meget om Neo-modellen.
Sony Ericsson var en af de producenter, der var mest påvirket af jordskælvet i Japan i sommers. Det gav en række leveringsudfordringer og mangel på kritiske komponenter. Neo blev forsinket på grund af jordskælvet, og man kan forestille sig at det samme var gældende for Pro.
Xperia Pro er udstyret med et udskydeligt fuldt tastatur, og har ud over det en række funktioner, der er identiske med Neo – heriblandt det rigtig gode 8-megapixel kamera med Exmor R-sensor og en god 3,7-tommer skærm.
Xperia Pro forventes altså i butikkerne herhjemme i løbet af de næste par uger, og prisen kommer sandsynligvis til at ende mellem 2.500 og 3.000 kroner uden abonnement.