Android til Europa i november

Vi har hørt, at den første mobil med Googles styresystem Android skulle blive sat til salg i USA allerede i næste måned. Og nu er der forlydender om, at den også kommer til Europa i november.

Android til Europa i november

HTC’s model, der går under kodenavnet Dream, er nok et af de mest ventede produkter i hele mobilbranchen i år. Det er nemlig den første model, der gør brug af Googles nye åbne styresystem Android. Selvom modellen ikke er officielt lanceret endnu, har vi allerede set billeder af modellen, ligesom vi også har hørt rygter om en lancering hos T-Mobile i USA allerede i næste måned.

Nu følger så nye rygter, der siger, at vi også meget snart vil få den at se i Europa. Ifølge britiske The Telegraph vil T-Mobile i Storbritannien nemlig også sætte den til salg i november. Da modellen ser ud til at være et specifikt samarbejde mellem Google, HTC og T-Mobile, er det dog tvivlsomt om vi får netop denne model at se i Danmark. Men vi får nok med stor sandsynlighed andre lignende Android-modeller at se herhjemme snart.

(Kilde: The Telegraph)