Android-udviklere kan snart blive betalt

Udbuddet af programmer til Google-mobilen kan endnu ikke hamle op med udbuddet til Apples iPhone. Når det inden længe bliver muligt for Android-udviklere at tage betaling, forventes flere og bedre applikationer.

Android-udviklere kan snart blive betalt

Den største grund til, at der ikke findes flere applikationer til Android, det styresystem som findes i HTC’ Google-mobil G1, er givetvis, at telefonen sælges i et begrænset antal lande og at den ikke har været nogen større kassesucces – i hvert fald ikke sammenlignet med iPhone.

Men interessen fra udviklere har også været begrænset af andre grunde. På nuværende tidspunkt kan udviklere nemlig ikke tage betaling for de programmer, de udvikler. Nu har Google imidlertid kontaktet de udviklere, der har registreret sig på Android Market og meddelt, at man i starten af det nye kvartal vil gøre det muligt for udviklere at blive betalt for deres applikationer. Google har planer om at starte med USA og Storbritannien i midten af januar, hvorefter det også skal blive muligt i Holland, Tyskland og Østrig. Hen mod slutningen af kvartalet skulle turen komme til Frankrig, Italien og Spanien.

Det er endnu uklart, hvornår den første Android-mobil når vores breddegrader.