Android vokser trods få modeller
I løbet af årets tredje kvartal var der en fremgang på fem procent på det europæiske mobilmarked sammenlignet med samme kvartal sidste år. Sådan lyder resultatet af en undersøgelse fra analysefirmaet IDC. IDC oplyser at der ikke har været fremgang på markedet i de sidste femten måneder.
Samsung større end Nokia næste år?
Blandt producenterne er det fortsat Nokia, der er størst på det europæiske marked med en markedsandel på 35,5 procent. Der er dog ikke meget afstand til Samsung, der har en markedsandel på 30,5 procent, og ifølge IDC er der en reel mulighed for at Samsung overhaler Nokia på det europæiske marked i løbet af næste år.
Det lykkedes LG at overhale Sony Ericssons placering på det europæiske marked i løbet af tredje kvartal, og producenten har således 11 procent markedsandel mod Sony Ericssons 10 procent. På femtepladsen finder vi Apple med fire procent.
Googles mobile operativsystem Android gik fra en markedsandel på 4,2 til 5,4 procent i løbet af kvartalet. Ifølge IDC er Googles brand velkendt, men mange mobilkøbere har endnu ikke forstået, hvad Android er. Man regner dog med at dette vil ændre sig, når flere producenter får Android-produkter på markedet.