Anholdt i Yousee-sagen løsladt – men sigtelsen opretholdes
I går blev en 51-årig mand anholdt for at have udført det, som TDC kalder for en bevidst skadelig handling mod Yousee TV. Her til formiddag har Københavns Politi dog modtaget yderligere oplysninger i sagen, hvilket har ført til, at den sigtede vil blive løsladt, da der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Sigtelsen mod manden opretholdes dog, og efterforskningen fortsætter.
Den 51-årige er sigtet i henhold til overtrædelse af straffelovens § 193 i forhold til omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg.
Straffen kan blive op til seks års fængsel, hvis det vurderes, at der har været tale om en bevidst handling. Er handlingen begået uagtsomt, er straffen op til seks måneder.