Anti-mobning på mobilen
Tjenesten hedder Pingalert og er udviklet af det britiske mTrack. Med Pingalert har barnet mulighed for at varsle sine forældre, hvis barnet bliver mobbet. Tjenesten lader diskret barnet kontakte sine forældre ved en opringning fra deres mobil.
De fleste af dagens mobiler har muligheden for eát programmere en hurtigtast, som kan trykkes på uden at tage mobilen op af lommen. Pingalert giver forældrene en tekstbesked om, hvor barnet befinder sig i en radius af 500 meter i bebyggede områder, samt en billedbesked med et kort over området, skriver BBC News.
Selve tjenesten kan erhverves på internettet og koster et halvt pund. Derudover er der omkostningerne for selve opkaldet, der tager mellem tre og fem sekunder.
Firmaet mTrack har tidligere lavet tjenesten KidsOK, der lod forældre sende en SMS til deres børn, hvorefter de fik et kort med børnenes placering tilbage lidt efter.