Anti Sleep Pilot: Ny dansk app skal forhindre trafikulykker
Siden den danske virksomhed ASP Technology i efteråret 2010 lancerede produktet Anti Sleep Pilot, har virksomheden opnået stor interesse fra både medier, forhandlere og producenter over hele verden.
Køretræthed er et udbredt problem i hele verden, men særligt i lande som USA, Australien og Tyskland er der stort fokus på problemet, fordi bilisterne i disse lande ofte kører meget lange distancer. Den lille enhed, der sættes fast på instrumentbrættet i bilen og ved hjælp af lys og lyd skærper bilistens opmærksomhed på hans køretræthed, gør det muligt at undgå op imod 20 procent af alle ulykker og 40 procent af alle eneulykker, lyder det i en skrivelse fra firmaet.
Og nu kommer produktet så også som en app til iPhone.
”Med Anti Sleep Pilot-applikationen har vi taget det bedste fra alle verdener – vi kombinerer tung forskning og matematiske beregninger med det bedste fra teknologiens verden og udnytter både iPhones accelerometer og GPS-funktion”, siger Troels M. Palshof, stifter af ASP Technology.
Sådan virker den
Applikationen indeholder de samme funktionaliteter som det fysiske produkt, dvs. den beregner bilistens træthedsniveau og holder løbende informeret om det ved hjælp af lyd og lys udsendt fra iPhone.
Beregningerne er baseret på bilistens aktuelle træthedsniveau på dagen samt på ens personlige risikoprofil, som tastes ind direkte via iPhone første gang, den tages i brug. Desuden indgår data fra selve kørslen som f.eks. tid på dagen og samlet køretid. Der anvendes i alt 26 parametre i den patenterede træthedsalgoritme, men brugeren skal kun indtaste nogle få oplysninger første gang produktet tages i brug.
Træthedsalgoritmens vigtigste funktion er at anbefale, hvornår bilisten skal holde den pause, der er det eneste effektive middel mod køretræthed.
Tilsammen afgør de 26 parametre, hvornår og hvor ofte bilisten skal aktiveres med simple opmærksomhedstest. Disse test udsendes som lyd og lys fra iPhone, som bilisten skal reagere på ved at røre ved telefonens touch-skærm.
Reaktionstiden indgår i beregningen af bilistens køretræthed og formålet er at fastholde bilistens fokus samt bryde ensformigheden ved kørslen.
Som en ekstra feature har applikationen bl.a. fået plads til et køretræthedsbarometer, som viser hvor langt bilisten har kørt, gennemsnitshastigheden og udviklingen i køretrætheden. Applikationen integrerer også med Google Maps, hvorved man kan planlægge sin tur og få et overblik over, hvornår det forventes, at man skal holde en pause.
Og prisen er…
Anti Sleep Pilot applikationen bliver lanceret til en introduktionspris på DKK 119,00 og kommer til salg i Apples App Store i slutningen af måneden.
Applikationen vil til at starte med være tilgængelig i en engelsksproget version. I løbet af første og andet kvartal af 2011 udvikles Anti Sleep Pilot til de øvrige smartphone-platforme, lover firmaet.
Herunder kan du se video af, hvordan det fysiske produkt virker: