App Store vs. Android Market: Det endelige opgør
_Side 5 – Apps – Priser_
Se masser af screenshots fra App Store og Android Market i galleriet ovenfor!
Apps – Priser:
App Store: Kun omkring en tredjedel af alle apps i App Store er gratis. De andre koster penge, og selvom der kan være stor forskel på prisen, så ligger den i gennemsnit på omkring 30 kroner for en app. Det er ikke alverden, og selvom man som bruger selvfølgelig kunne ønske sig lidt flere gratis apps, så må vi jo erkende, at det er penge, som driver værket. Og når udviklerne i vidt muligt omfang har mulighed for at tjene gode penge på udvikling af apps til App Store, mens mange flere apps i Android Market er gratis, så er det ofte også i App Store, at man finder de nye og fede apps.
Desuden findes der tit gratis ”lite”-versioner af betalingsapps i App Store, så man kan få afprøvet en app, før man kaster penge efter den. Karakter: 5/6
Android Market: Android Market har flest gratis-apps. Det er svært at sige præcis hvor mange, der er gratis – nogle er gratis i en periode og vil man fortsætte med at bruge dem, skal man betale.
Eller også kan man få en lite-version med begrænsede muligheder. Betalings-apps koster typisk fra 5 til 30 kroner. Det må siges at være meget fair. Karakter: 5/6