App-test: 1001 fortællinger om Danmark
Kulturarv.dk har i forvejen et mobilsite, hvor man som mobilbruger kan få adgang til 1001 fortællinger om Danmark. Desværre er der bare ikke tale om en særlig flot eller inspirerende hjemmeside, men derimod en lettere kedelig hjemmeside, der formentlig vil frasortere de fleste besøgende ved første øjekast.
Kulturarvsstyrelsen kommer nu med en dedikeret applikation til iPhone, hvor man kan finde de samme 1001 fortællinger. Programmet giver mulighed for bl.a. at navigere rundt omkring Danmark på et kort, og finde fortællinger ud fra markører på kortet.
Når man starter applikationen første gang, så starter iPhonen med at spørge efter din placering. Ud fra de oplysninger finder den de nærmeste interessepunkter, som alle er bestemt ud fra Kulturtarvsstyrelsens 1001 fortællinger om kulturarven.
Trykker man ind på et kortets nåle, får man straks en kort beskrivelse af stedt, ligesom det er muligt at trykke sig ind på Fortællinger, Billeder, Kort og Tema, som lægger sig op ad den enkelte fortælling.
I bunden af applikationen er det muligt at shoppe rundt mellem menupunkterne Steder, Temaer, Nyt sted, og Indstillinger.
I menupunktet Temaer er det muligt at vælge mellem en lang række historiske perioder og begivenheder, som samler de enkelte interessepunkter under et.
I menupunktet Nyt sted kan man efter at have oprettet sig som bruger, være med til at udbygge historiefortællingen som i en slags Wikipedia. Det er også muligt at uploade billeder til de enkelte steder, og på den måde udvide de enkelte fortællinger.
Som en sidste fed feature, er det muligt at få læst de enkelte tekster op, så du også kan lære mere med begge hænder på cykelstyret på vej til næste attraktion. Programmet findes både i en dansk og en engelsk udgave.
Jeg er vild med det nye program, som kan bringe mig en masse uventede steder, ligesom det kan give mig en masse viden om sjove små attraktioner i nærheden af, hvor jeg er.
"1001 Stories of Denmark"
Testet på: iPhone 3GS
Pris: Gratis
Karakter: 7/10