App-test: 3 smarte nyhedslæsere til iPhone og iPad
FLUD
Der er mange lighedspunkter mellem FLUD og Pulse. Her har man også den samme opdeling med horisontale bjælker, der repræsenterer nyhedskilder.
I forhold til Pulse er der brugt mere plads til billeder og mindre plads til tekst. Faktisk ligger teksten oven på billederne.
Det fungerer selvfølgelig kun med de nyhedskilder, hvor der rent faktisk er billeder. Men resultatet er, at FLUD har en flottere og mere indbydende brugerflade.
Når man klikker på en historie, bliver den enten præsenteret over nyhedslisten (i portræt-modus) eller til højre for nyhederne (i landskabs-modus).
Det betyder så, at man kan fortsætte med at bladre gennem historier i alle feeds, mens man er inde på en artikel. Der er også forskellige kategorier som politik, erhverv, videnskab og livsstil.
Antallet af foruddefinerede nyhedskilder er dog ret begrænset – der er slet ingen i nogle af kategorierne – så man er selv nødt til at gå ud og finde de kilder, som man ønsker at abonnere på.
Ligesom de andre nyhedslæsere er der mulighed for at dele historier på Facebook og Twitter og sende dem som e-mail.
Der mangler nytænkning i FLUD, og det trækker lidt ned i point, men det er et fint alternativ til Pulse.
Til: iPhone og iPad
Karakter: 8/10
Pris: Gratis