App-test: DR Nyheder til nyhedshunden
Godt potentiale.
Så meget kan denne app-anmeldelse koges ned til.
DR har tilsyneladende sendt en ikke helt færdig nyhedsapplikation til iTunes, men vi kan se potentialet, og er ret vilde med den gratis applikation.
Godt nok virker regionerne ikke, og vi får en seriøs fejlmelding med forklaring og hele skidtet, når vi alligevel bevæger os ind i det faneblad. Og godt nok virker mediaplayeren i Update-fanebladet kun på den irriterende lodrette måde, så det er en meget lille vært, der præsenterer de seneste nyheder.
Men her er ingen reklamer!
Det er så fedt, og så er applikationen lynende hurtig. Ingen ventetid på denne Wi-Fi-forbindelse – overhovedet.
I de fem faneblade forneden er det supernemt at få overblik over de seneste begivenheder på nyhedsfronten, og jeg skal ikke rode med irriterende sidemenuer, hvor overblikket udfordres af en snigende forvirring. Der er øverst nogle tophistorier, der kører i ”karrusel” og derunder finder man de seneste nyheder. Enkelt og prioriteret.
I nyhedsfanebladet kan man vælge mellem de enkelte sektioner, så man hurtigt kommer fri af Henriette Kjær og hendes ægtemands bedrageri, hvis man er på jagt om alt det seneste fra katastrofen i Japan.
Ærgerligt for applikationen er det, at man i Update-fanebladet ikke kan lægge telefonen ned og se indslagene i bredformat. Det må den første opdatering forventes at få lavet om på, for det her holder ikke.
Vejret fungerer fint, og det er nemt at rulle ned til min lokaludsigt, når ikke jeg er interesseret i andet end udsigterne for min cykeltur hjem fra arbejde.
Der er med andre ord masser af muligheder i denne applikation og potentialet trækker meget op. Men da produktet endnu ikke helt færdigudviklet, kan det derfor ikke blive til nogen topkarakter til DR Nyhedernes iPhone-app. Vi ser meget frem til opdateringen af denne gratis nyhedsapplikation.
Karakter: 7/10
Pris: Gratis
Testet på: Apple iPhone 3 GS