App-test: Find det gode tilbud med Konzoomer
Konzoomer spiller selvfølgelig på det engelske ord for forbruger, consumer (forbruger), og med denne app er det meningen at man let skal kunne holde styr på de bedste tilbud lige nu i en butik i nærheden af dig.
Så hvis du står og skal servere kylling for aftenens gæster, men har et lille budget, kan du altså søge efter kylling i denne app og så få anvist, hvilken butik du kan købe den billigst i. Når man har fundet butikken, kan man med få klik få vist ruten til butikken, fra hvor man befinder sig.
Det sker via mobilens GPS og Google Maps.
En fiks detalje er, at man kan indstille, hvor lang afstand der må være til de butikker, der skal søges i.
Så langt så godt. Desværre får man ikke fremlagt forfærdelig mange tilbud. Der er masser af kategorier at vælge mellem, men der er ikke mange til hver kategori, især ikke hvis man indskrænker søgeradius til for eksempel to kilometer.
Også ved maksimum søgeradius på 50 kilometer kan der være lidt langt mellem de gode tilbud. Men brugerfladen i Konzoomer fungerer fint og intuitivt, så nu skal der bare hældes flere tilbud ind i funktion, så kan Konzoomer sagtens blive en rigtig interessant tilbuds-app.
Konzoomer
Testet på: Samsung Galaxy Tab
Pris: Gratis
Karakter:6/10