Apple-chef undskylder kortproblemer
Det er ikke hver dag, man ser topchefen for verdens mest værdifulde selskab undskylde sine fejl offentligt og samtidig henvise sine kunder til konkurrenternes løsninger – men det er akkurat hvad Apple-chefen Tim Cook gjorde i et åbent brev fra slutningen af sidste uge.
– "Hos Apple stræber vi efter at lave nogle af de bedste produkter i verden, der giver den bedst mulige oplevelse for vores kunder," fortæller Tim Cook i indledningen til hans åbne brev om Apple Maps.
– "Med lanceringen af vores nye tjeneste Maps i sidste uge, kom vi til kort med dette engagement. Vi er meget kede for den frustration, det har forårsaget vores kunder, og vi gør alt, hvad vi kan, for at gøre Maps bedre," fortsatte han.
GALLERI: Her fejler Apple Maps
I brevet fortæller han, at der i øjeblikket er over 100 millioner brugere af Apples nye korttjeneste, og den store mængde brugere er med til at forbedre tjenesten dag for dag. Ifølge Cook bliver tjenesten bedre i takt med at flere benytter den, og Apple er også taknemmelige for den store mængde feedback, de har modtaget.
Cook afslutter brevet med at henvise til en række alternativer, som man kan prøve "mens Apple forbedrer Maps". Her nævner han bl.a. Bing fra Microsoft samt både Google og Nokias online korttjenester.
Hvad synes du om Tim Cooks undskyldning? Er det god stil, at undskylde sine fejltagelser over for 100 millioner brugere eller er det et plat forsøg på at trække tiden ud? Del gerne dine meninger i kommentarfeltet herunder.