Apple føler sig ikke truet af Google
I går kunne vi rapportere, at nye tal fra analysefirmaet NPD Group viste, at antallet af solgte Android-mobiler i første kvartal i år overgik antallet af solgte iPhones. Apple har nu kommenteret på dette, og de virker ikke just imponerede over salget af modeller med Googles styresystem.
Sitet All Things Digital har fået en kommentar fra Apple-talskvinden Natalie Harrison, der ikke er imponeret over Androids salgstal, men hellere vil fremhæve Apples egne salgstal:
– Det er en meget begrænset rapport om 150.000 amerikanske forbrugere, der svarer på et online spørgeskema, og den tager ikke højde for de mere end 85 millioner iPhone- og iPod touch-kunder verden over, siger Harrison, og fortsætter:
– Tal fra IDC viser, at iPhone har 16,1 procent af smartphone-markedet, at det er en voksende andel, og at vi dermed sælger langt mere end Android på verdensplan.
Hvorfor iPod touch skal blandes en i en debat om smartphone-statistikker står os ikke helt klart, men det pynter selvfølgelig på Apples egne salgstal. Hun har ret i, at iPhone stadig er større end Android på verdensplan, men om det forbliver sådan ret længe endnu, er nok noget usikkert.