Apple forbyder South Park på iPhone

Holdet bag den yderst succesfulde Tv-tegneserie har modtaget en endelig afvisning af deres applikation til iPhone. Begrundelsen: Seriens indhold kan forekomme stødende.

Apple forbyder South Park på iPhone

Nu skulle man jo tro, at de fleste mennesker, der har haft tændt for deres tv mere end blot en enkelt gang i løbet af de sidste 5-10 år, havde opdaget, at det netop er den grove anstødelige humor, der har gjort South Park til en verdensomspændende succes. Men hos Apple er den pointe tilsyneladende glippet. I hvert fald har South Park som fået nej til deres iPhone-applikation.

Det kan selvfølgelig også tænkes, at Apples ledelse har en reel bekymring for deres kunders ve og vel og simpelthen ikke ønsker, at de skal udsættes for jokes om sex, bryster, religion, Saddam Hussein og hvad der nu ellers optræder i serien. I så fald må man dog undre sig over, at deres egen App Store blandt andet sælger Saw-filmene.

Måske skal den egentlige grund til Apples beslutning om ikke at tillade South Park applikationen nærmere findes i det faktum, at South Park-holdet ønskede at lade iPhonebrugerne streame gratis klips fra serien. Det er i hvert fald nærliggende at mistænke Apple for i stedet selv at ville sælge klippene i deres App Store. Der er jo ingen grund til at give tingene væk, hvis man kan klemme lidt kontanter ud af sine kunder i stedet – vi er trods alt midt i en finanskrise.