Apple godkender konkurrerende musiktjeneste Spotify til iPhone
Programmet, som gør det muligt at lytte til musik fra Spotify i iPhone hedder Spot og fungerer ind til videre kun på jailbreakede telefoner. Det vil sige telefoner, som er blevet hacket og låst op, så det er muligt at installere de programmer, som Apple ikke har godkendt til App Store.
Grønt lys
Men nu giver Apple altså grønt lys for Spot. Det skriver en af Spotifys grundlæggere, Daniel Ek på Twitter.
Han siger til BBC, at han nu regner med, at nye kunder vil strømme ind i streaming-butikken:
– Vi er gået i gang med at opskalere systemet, for modtagelsen har allerede været utroligt positiv – selv om applikationen (til iPhone, red) endnu ikke er klar, fortæller han.
Ændrer Apple nu helt strategi?
I alt har Spotify for nuværende omkring seks millioner brugere i Europa. Tjenesten, der er udråbt som et alternativ til ulovlig fildeling, fik for nylig en kraftig kapitalindsprøjtning og forventes at blive lanceret i USA inden årets udgang.
Nyheden har fået Cnet til at spekulere i, om Apple har ændret så meget strategi på musik-fronten, at selskabet nu kan forventes at sige ja til andre konkurerende musiktjenester i stor stil.
Ifølge websitet Paidcontet.co.uk oplyser en talsmand fra Apple, at klienten "meget snart" vil dukke op i App Store.