Apple har problemer med HealthKit
Apple HealthKit er en af de store nyheder i iOS 8, men Apple oplever problemer med tjenesten. Det betyder, at man endnu ikke kan hente HealthKit-optimerede apps i App Store endnu.
Apple oplyser, at de har fundet en fejl, som de regner med at skulle bruge et par uger på at få fixet. En talsmand fra Apple siger, at de regner med at have en ny opdatering klar inden udgangen af måneden.
Det var tilsyneladende ikke Apple selv, der først gjorde offentligheden opmærksom på problemet, men en udvikler ved navn Brian Mueller, der udvikler fitness-apps. Han fortalte i et tweet, at Apple havde kontaktet ham for at oplyse om situationen – tweetet er dog siden blevet slettet.
Ifølge Apple Insider skulle Mueller dog have fortalt, at Apple ikke har oplyst noget tidsestimat for, hvornår HealthKit kan være klar.
Den nye iOS 8 ankom i onsdag og kræver, at der er næsten 6 GB ledig plads på iPhone, iPad eller iPod touch for at kunne blive installeret. Læs her, hvordan du sniger dig uden om det problem, så du ikke behøver at slette indhold på din Apple-enhed for at få plads til iOS 8.
Se billige priser på iPhone i prisguide.