Apple iPad mini: En lækker ny i klassen
_Designtræghed?_
Designtræghed?
Det første indtryk af iPad mini er meget præget af alle de overvejelser, som de ovenstående apps fører med sig, men også formgivningen og den der fornemmelse, når du tager tabletten op første gang, betyder enormt meget.
Vi er lidt uenige om dommen over designet. På den ene side er mini præget af en beskeden formgivning, og inden man trykker skærmen i gang eller ser på bagsiden og ser æblet, kan det næsten lige så godt være en hvilken som helst anden producent. Når man så studerer detaljerne, så virker den dog yderst velproduceret, med de let affasede kanter og knapperne på siden.
Præcis som på iPhone 5 kan man spejle sig i sammenføjningerne mellem sider og front. På den hvide version er bagsiden helt skrabet og holdt i et design, der på alle måder får os til at tænke tilbage på den første iPhone. Den sorte iPad mini er mere markeret med det sorte bagsidedesign, hvor vi til gengæld har oplevet, at man ret nemt kan slide den sorte farve af, og så viser der sig en metalbagside. Det er ikke godt nok.
Som altid, når man nærstuderer designet, så er der i sand Apple-ånd ellers intet, som er overladt til tilfældighederne. Skærmen og den lidt fesne processorkraft er tablettens største svagheder. Det er få Apple-produkter, der er langsomme i responsen, når de kommer ud på markedet, men iPad mini er. Andre produkter plejer først at havne der, når de har været med et stykke tid og været forbi opgraderinger og ny ydeevnekrævende software.
Kort sagt er iPad mini langtfra et ydeevnemonster, men frem for alt gør formatet og app-udbuddet, at man alligevel kan anbefale den.
Skærmen er ikke så god at læse længere tekster på med tanke på opløsningen, men anden brug fungerer fint. Vi er ret sikre på, at den næste version af iPad mini får Retinaskærm. Hvad tror du?