Apple kan være ude efter populær navigationsløsning
Når det handler om Apple, kan man let finde et nyt rygte. Et rygte, som faktisk vil give mening, er, at Apple skulle være interesserede i at opkøbe navigationsløsningen Waze. Det skriver velrenommerede TechCrunch.
Tilbage i september sidste år var Apple selv ude og anbefale netop Waze som et godt navigationsalternativ til andre løsninger.
Waze omtales tit som en sjov, brugerdrevet navigationslønsing, hvor brugerne aktivt deltager med oplysninger om trafik, vejarbejde, benzinpriser, fartfælder og andre ting, der kan påvirke køreturen.
Waze har mere end 30 millioner brugere verden over.
I visse lande – for eksempel USA og Israel – er kortene næsten komplette, mens der andre steder – som Danmark – er en del huller. De hvide pletter kan man både finde inde i store byer og der kan også være hele mindre byer, der mangler.
Hvis man går ind på waze.com og klikker på ”Live Map” og sammenligner kortet med Google Maps ser man hurtigt forskellene.
Brugerfladen i Waze er ellers ret velgjort med et legende design. Der er mange muligheder for at interagere med andre brugere.
Styrken i Waze sammenlignet med andre navigator-apps er, at brugerne er mere engagerede. Waze fungerer lidt som radioens morgenprogram, hvor bilister ringer ind og fortæller, at der er kø på motorvejen eller der løber rådyr rundt på vejene. Når tilstrækkeligt mange er ude at køre, kan rapporterne være til stor nytte.
Waze findes til flere forskellige systemer og har også en speciel iPad-version.
Du kan i øvrigt stadig nå at udnytte Garmins jule- og nytårstilbud på GPS-apps og -udstyr – læs mere om det her.