Apple mangler 5 millioner iPhones
Det kan næppe være gået mange forbi, at Apple med alt sandsynlighed snart vil lancere en ny iPhone. Tidligere rygter har indikeret at især lade-stikket på den nye model vil være markant anderledes end de tidligere iPhone og iPad modeller.
Et helt nyt billede lækket på Twitter viser et ladekabel, der skulle passe til den nye iPhone 5. Stikket på kablet ser ud til at have samme størrelse som et klassisk micro-usb, som vi kender fra de fleste andre nye smartphones, hvilket kunne tyde på at Apple nu vil overholde den standard de fleste andre producenter er blevet enige om. Så sent som i går så vi dog også en video, hvor den nuværende 30 pins dock afløses af et nyt 9 pins ditto i den nye iPhone. Se videoen her.
Der har tidligere været snakket om at Apple skulle have bestilt omkring 20 millioner enheder, som skulle være klar til lanceringen, men nu siger kilder i produktionen at der er problemer. Ifølge kilden vil Foxconn kun være i stand til at levere 15 millioner enheder i første sending. Dette skyldes en mangel på nogle essentielle materialer til blandt andet produktionen af det nye lade kabel og stik.
De manglende enheder kan betyde, at Apple får svært ved at leve op til efterspørgslen, der efter al sandsynlighed bliver stor. Hvis ikke Apple mister nogle af deres kunder til andre producenter i mellemtiden kan de nok til gengæld forvente et større salg end forventet i slutningen af året og starten af næste år.
Kilde: Digitimes